Min hverdag

Min hverdag.

Jeg har nu været i Uganda i halvanden måned og jeg vender mig mere og mere til landet. Jeg arbejder fortsat stadigvæk i skolen og på hospitalet, jeg er meget træt når jeg kommer hjem om aften, da jeg hele tiden er i gang. jeg savner min familie i Danmark og kan mærke at jeg glæder mig til at komme hjem, samtidig er jeg også begyndt at være glad for at være her, jeg er begyndt at sætte pris på de små ting i livet, jeg nyder f.eks. utrolig meget at komme ud om morgen og nyde morgen solen, eller sidde om aften en time inden jeg skal i seng og se et afsnit supernatural på min computer. Det er meget vigtigt for mig når jeg er færdig om aften, at jeg så har lidt tid til at slå hjernen fra og slappe lidt af i vores sofa. Jeg er glad for at bo sammen med Line, da jeg synes hun er god at snakke med, og jeg bruger hende meget til at reflektere over evt. hændelser, jeg synes vi er gode til at give plads til hinanden også i undervisningen på skolen, så vi begge underviser børnene.

Vi observerede den første uge vi var på skolen. Lærerne virkede meget engageret i undervisning og i børnene, de lavede sanglege og var i det hele taget meget aktive med børnene. Dets nu mere tid vi er her, nu mere ændre disse ting sig, undervisningen foregår nu mest som afskrivning fra tavlen. Lærerne er begyndt at true børnene med tæv, hvis de ikke opfører sig ordentligt. Børnene slår også hinanden rigtig meget, det virker som om de slår hinanden i stedet for at sige ”lad være med det”, vi har snakket med børnene om at man ikke må slå, men de høre ikke efter, der kan gå 2 min efter vi har sagt det til de slår hinanden igen. Jeg observerede en episode hvor et barn slog et andet, barnet der var blevet slået begyndte at græde, hvorefter at læren sagde til hende at hun skulle tie stille og opføre sig ordentligt. Jeg synes det er forkert af læren, ikke at tage fat i barnet der har slået og heller ikke trøste barnet der er blevet ked af det. Generelt er det ikke okay at børnene græder, de mener ikke det er god opførsel. Det er frustrerende for mig at børnene ikke høre efter og bliver ved med at slå hinanden, men også at de ikke må være kede af det. Hvis et barn begynder at græde og jeg går over for at trøste barnet, kan jeg se at det ikke er noget de er vant til og det virker som om de synes det er lidt ubehageligt, at jeg overskrider deres personlige grænse. Jeg reflekterer meget over mine oplevelser i min hverdag og snakker ofte med Line om evt. hændelser.

Hver sidste lørdag i måneden har vi været til børnedag for HIV og AIDS ramte familier (vi har været der 2 gange), det har været meget spændende begge gange, alle børnene sidder og høre et foredrag, første gang var det om børns rettigheder i Uganda og anden gang var det om første hjælp, hvor der var kommet en mand udefra, som viste og fortalte, han inddragede børnene i foredraget og lod dem komme op til tavlen så de f.eks. kunne få forbundet deres hoved, arm osv. Jeg synes det er en god indsats de lyder overfor disse børn, da børnene lærere meget af at være der og ser ud til at være glade for det.