institutions beskrivelse

Institionsbeskrivelse 

Jeg har nu boet i Uganda i en måned og jeg er begyndt at vende mig til den anderledes kultur.
Der forekommer forskelsbehandling på den skole vi arbejder på, grundet vores hudfarve, dette er dog ikke noget der har haft en negativ indvirkning på mig.

Skolen vi arbejder på, er privat og lægger i Arua, den hedder "Happy Day nursery school". Skolen er ejet af en mand ved navn mr. Afayc Pontius Nuffiason og han er indspektøren på skolen. Hans kone laver mad til børnene, som de får i pausen, og hans datter er sekretær på skolen. Han har selv børn på skolen, som henholdsvis går i Baby class, Middle Class og Top Class også kaldt for nusery school (dette svare til det vi kender som børnehaven), ydeligere er der primary shcool, som består af p1 op til p7. Indspektørens plan med skolen er at primary bliver flyttet et andet sted hen, så skolen kun består af nusery school.

Skolen har den vision at børnene skal have de bedste vækstmuligheder. Vi lavede et interview med skole indspektøren, interviewet foregik på hens kontor, hvor han sad i møde med to andre inspektører fra andre skoler, men han viste os ind, så han kunne svare på vores spørgsmål, det var underligt for mig, at vi kom i første række og at han udsatte hans møde for vores skyld.

Vi spurgte indspektøren om hvilke lovmæssige tilhørsforhold de har pog dertil svarede han at ikke var underlagt nogle krav fra regeringen andet, end at sørge for der bliver undervist i det matriale, der er blevet dem pålagt. Han samarbejder med PTA (Parents and Teacher Association), som er et forældreråd. Han viste os et papir, hvor der stod at happy day nusery school har fået tilladelse til at undervise i to år, herefter skal det fornyes, i og med at dette skal fornyes tænker jeg at de må tilegne sig den nødvendige viden omkring undervisningen og dermed også forny deres matriale så det følger med udviklingen.

Happy day nusery school blev oprettet i år 2000, skolen blev oprettet som den første i West Nile i arua, før skolen kom var der mange børn der ikke kom i skole, da de skulle ind til byen for at komme i skole. Det er den første skole der er i West Nile i årtusindner, børnene gik og ventede på at de kunne starte i primary, her starter man når man er 6-7 år, da de ikke havde været i nursery school inden var det meget svært for dem at følge med i undervisningen.

Lærerne på skolen er opmærksomme på yde omsorg over for børnene, støtte deres udvikling og socialisere dem, lærene virker engageret i børnene og i undervisningen. Vi observerede den første uge, hvor vi mest var i nursery school men også i primary. Vi fandt dog ud af at i primary halter undervisningen lidt, og det er sjællendt der er lære til alle klasser. Lærernene sidder ofte ude foran klasselokalerne og forbereder eller sidder hvis de har brug for en pause, børnene kan dog komme ud ti lærene og få rettet deres opgaver. Skolen lægger meget fokus på at børnene skal lære engelsk og matematik, men også sund kost og god opførsel. Om fredagen ser de film, i fredags så de musikvideoer der handler om god opførsel, børnene fik afvide at gud vil velsigne dem hvis de opføre sig ordentligt og deres forældre elske dem, der bliver lagt meget vægt på at de skal opføre sig ordentligt før deres familie vil elske dem og at de vil få materielle goder ved god opførsel, dette mener jeg ikke er den rette indgangs vinkel og at det bliver brugt som et skræmme moment, at de ikke vil blive elsket. Dette er dog første gang jeg oplever ikke at være enig i undervisningen, da lærene ellers er gode til at involvere børnene i undervisningen, til at komme op til tavlen og fortælle, børnene nyder at fortælle og vise hvad de kan.

Skolen er opdelt i tre bygninger, som omgiver skolegården, bagved alle bygningerne bor inspektøren sammen med hans familie. Rundt om skolen er der et hegn og en blå metal låge, som er indgangen til skolen. Der er nogle kasser der deler lokaler, her bliver lokalerne opdelt af en presenning. toiletterne lægger omme bagved de andre bygninger, når det er høj sol, kan man lugte toiletterne på hele skolen. Skolegården er lille, men den bliver brugt fornuftgt af børnene til diverse lege, der er to rutsjebaner, tre karruseller og en vippe, disse er placeret langs hegnet, så de kke står i vejen for leg på selve pladsen. børnene har store bilhjul de løber og leger med. Vi gav dem et sjippetorv, som de havde stor glæde af og mange af børnene ville ikke hjem efter at legen var påbegyndt. Skolen lægger lidt udenfor Arua by og er omgivet af marker, hvor der står folk og arbejder, køer og geder går rundt langs vejkanten.

Der er forskellige priser på skolen, alt efter hvilket klassetrin barnet går på.
Baby Class.......130.000
Middle Class....130.000
Top Class.........220.000/240.000
P1....................130.000
P2....................130.000
P3....................145.000
P4....................145.000
 P5...................145.000
 P6...................145.000
P7....................165.000
Disse penge går til skole uniformer,mad og materiale. Forældrene betaler dette beløb 3 gange om året.

Der er kun lærere der arbejder på skolen. lærerne er uddannet i nursery, dem der arbejder i primary har taget en efter uddannelse. Mange af de lærere der er på skolen har tidligere arbejdet for regeringen, men har nu trukket sig tilbage for at arbejde privat.

Line og jeg arbejder både i skolen, men også på et hospital, hvor vi maler på væggene i børneafdelingen, vi er pt. i gang med at male alfabetet. Børnene på stuen er meget glade for at vi er der, og at de har noget de kan lægge og kigge på. Vi tager afsted kl 8 om morgen, for at gå i skole og så videre på hospitalet for at male og snakke med nogle af de syge børn, vi kommer hjem ved 18-19 tiden, så vi er trætte når vi kommer hjem. Jeg fandt hurtigt ud af at det er utroligt hårdt arbejde psykisk, da mange af børnene er HIV og AIDs ramte eller på anden måde lider af en dødelig sygdom.

mine forventninger

Mine tanker/forventninger til min sidste praktik i Uganda, med afrejse den 19/8-2013.
Jeg har utalige mange tanker og forventninger til mit forløb i Uganda, samtidig stiller jeg en række forskellige spørgsmål til mig selv, både i forbindelse med det rent teoretiske og praktiske, samtidig med mange af de personlige udfordringer der måtte være.
Jeg er interesseret i at finde ud af om de bruger teoretikere i deres arbejde, om de bruger dem bevidst såvel også som ubevidst.
Jeg forventer at jeg bliver personlig udfordret og at mine meninger og holdninger vil blive rykket fra et standpunkt til et nyt.
Et spørgsmål jeg ofte har stillet mig selv i forbindelse med min sidste praltik er: ”har et omsorgssvigtet barn i Uganda de samme problematikker, som et omsorgssvigtet barn i Danmark har?” jeg ved ikke om jeg får svar på dette spørgsmål i min praktik, men jeg vil forsøge at finde svaret.

Jeg har snakket med tidligere studerende fra Danmark, som har været i Uganda i praktik, flere af dem har fortalt om ubehagelige oplevelser, hvor børnene er blevet slået, dette har jeg forsøgt på bedste måde at forberede mig til, men jeg tror aldrig man kan være helt forberedt på de mange forskellige oplevelser jeg kan komme ud for. Samtidig har tidligere studerende fortalt om de mange bånd man får knyttet til børnene såvel som til landet.

Jeg tror det er sundt at prøve at rejse ud for sig selv og opleve den anden verden. Man kan se mange ting i fjernsynet om forskellige lande, men de er altid set fra et andet perspektiv end mit eget. Jeg har prøvet at læse meget om Uganda, men jeg tror ikke man kun kan læse sig til hvordan en kultur er. Jeg har, kunne læse mig til hvilken påklædning der kræves, hvor mange mennesker der bor i Uganda og hvilke religioner de har. Man kan læse sig til meget, men jeg kan ikke læse mig til i hvilken grad de forskellige religioner har indflydelse på folk. Jeg ved at der tidligere har været en diktator i Uganda ved navn Idi Amin. Der går ”rygter” om at han skulle have spist børn og udøvet meget tortur. Hvor meget af dette der er rygter ved jeg endnu ikke, jeg ved samtidig ikke om Uganda stadigvæk lider af mén, efter dette diktatur.
Uganda har nu ”demokrati” dog er det den samme mand der har siddet på tronen i mange år, dette kunne være et springbræt for landet, for at komme fra en diktator og over til det demokrati, som vi i Danmark kender, denne udvikling vil jeg mene tager mange år.

Jeg glæder mig til at opleve virkeligheden i Uganda og lære af de folk der bor i landet.

børnedag/kirke

I dag den 4/9 -13.
Siden vi ankom den 20/8-13, synes jeg, at jeg har lært en masse om Afrika og om deres samfund/kultur. Vi har været ude og se folk fra forskellige samfundslag, dvs. nogle der var rige og gik på privat skole til nogle der boede på et fattigt børnehjem, hvor de kun lige kunne få tingene til at hænge sammen. Jeg har set afrikansk dans, hvilket gjorde et stort indtryk på mig, at se så mange mennesker samlet og at alle havde det sjovt med hinanden.

Jeg kan se, at der vil være mange personlige udfordringer for mig i dette praktikforløb, en af de største udfordringer er nok, den måde de behandler deres dyr på, vi har set dem sparke til en hund eller tage en ged op i hænderne og løbe efter folk, dette vil blive en stor udfordring for mig, da jeg hjemmefra går meget op i dyre velfærd. Yderligere skal jeg vende mig til de mange kulturforskelle og ikke mindst maden.

Line og jeg har meldt os som frivillige på hospitalet i Arua. Vi fik fortalt at der var en børnedag, som bestod i at børnenes forældre var til behandling for AIDS/HIV, vi troede det ville være en dag med aktiviteter sammen med børnene, hvor vi skulle lege. Jeg havde også en forventning om at nogle af børnene ville være kede af det, i stedet mødte vi en flok glade børn, vi blev da vi kom vist rundt af en af de lokale, som selv var AIDS ramt, bagefter blev vi sat til at hjælpe med morgenmaden til børnene, her smurte vi brød med smør og skær ananas ud. Efter at børnene havde spist fortalte en mand fra USA os om organisationen, han fortalte at der at det var Danmark eller Holland oprettede en organisation for AIDS/HIV ramte i 1992, her var der 4 kvinder fra Uganda som tog til Danmark eller Holland for at deltage i mødet. Organisationen som lavede børnedagen blev oprettet i 1994, formålet med organisationen var at gøre opmærksom på AIDS/HIV, hvordan man skal agere når man har AIDS/HIV og hvad det gør ved en. Typisk er det manden der bringer det ind i familien, da han kan have flere koner, og dermed se flere kvinder, kan give det til moderen, som herefter vil give det til hendes børn under fødsel. Der findes 30 sådanne organisationer i Uganda. Organisationen i Arua har haft flere forskellige partnere, som har givet tilskud. Mange af de kvinder der kommer på stedet får medicinsk hjælp og bliver gjort opmærksom på mange ting, de lever efter at livet er positivt. AIDS bliver mindre og mindre udbredt, da kvinder får flere rettigheder, de er dog stadigvæk undertrygt i familierne. Til børnedagen, blev der holdt et møde, hvor der kom en mand og fortalte om børns rettigheder, manden der holder foredraget spørgere børnene om forskellige ting, han spørger blandt andet børnene om hvor gammel man er når man stadigvæk er et barn og ikke en voksen, der er et barn der svare at man er 10 år, men manden siger at man er barn til man bliver 18 år. Manden spørgere børnene hvad de synes de har ret til, og nogle børn svare at de har ret til: mad, lege, spise, blive beskyttet, medicin, slappe af, tale, ryge, fest. Manden fortæller børnene at de har ret til meget mere, han nævner at de har ret til: en uddannelse, sove indenfor, mad, have forældre, kærlighed og et navn. Manden snakkede om at børnene skulle huske at respektere sine forældre og hjælpe til i hjemmet, manden forklarede børnene at rettigheder hænger sammen med pligter. han forklare at det er vigtigt at børnene går i skole hver dag og ikke arbejder ude i marken, så de ikke når i skole, da de skal have en uddannelse. Manden forklare om ”børnelokkere” og fortæller børnene at de ikke må tage med en fremmede, selvom den fremmede måske lover dem en uddannelse eller andet, han forklarer om misbrugte børn i Uganda og at børnene skal hjælpe hinanden, han fortæller om at man får et usselt liv, hvis man tager med, og at de vil blive solgt til sex, og ikke selv få nogle af pengene. 107 børn blev misbrugt og brugt at tjene penge på dem sidste år, han fortæller hvor farligt det er at gå alene ud om aftenen. Manden der holdte foredrag kom fra en organisation ved navn Änppcan. Jeg fandt mødet meget interessant og lærerigt, jeg følte jeg fik meget ud af mødet og at se en flok glade børn gjorde mig glad, samtidig synes jeg også det var hårdt at høre mødet, specielt da manden fortalte om de seksuelle overgreb mod børn, disse ting er helt sikkert noget jeg vil tage med mig senere hen.

Dagen efter tog vi med vores værtsfamilie i kirke, her fandt vi ud af de var katolikere, det var en lang prædiken, den tog 1½ time. De sang en masse og bedte meget. Der var 5 munke som hjælp til, de gik rundt og svingede med noget der lavede røg og indsamlede penge, der var 2 hjælpe præster, 4 kvinder der dansede da det startede og der sad 10 nonner på den ene side af præsten. Der var nogle forskellige piger oppe af læste op af biblen. Det var en anderledes følelse at prøve at komme med dem i kirke, men vi har tænkt os at gøre det igen.

Line og jeg har aftalt med skolen at vi får lov til at undervise en klasse for os selv, så vi er starten på planlægningen, og har valgt at have et nyt tema hver uge, jeg glæder mig meget til vi starter på dette og kommer rigtigt i gang.